| dc.description.abstract | Formålet med dette notat har været at give et overblik over den eksisterende viden om, hvilke forhold der spiller ind på ældre borgeres accept af og medvirken i et tilbud om hverdagsrehabilitering, som tilbydes borgere, der henvender sig om eller modtager praktisk hjælp eller personlig pleje fra kommunen. Sigtet med hverdagsrehabilitering er at gøre borgeren mest mulig selvhjulpen. Notatet beskriver på baggrund af eksisterende litteratur forhold ved ældre borgere selv eller deres omgivelser, som har betydning for deres deltagelse i hverdagsrehabilitering. Der er i notatet endvidere fokus på, hvordan professionelle ifølge tidligere undersøgelser kan bidrage til at styrke borgernes motivation for hverdagsrehabilitering. Deltagelse eller ikke deltagelse i hverdagsrehabilitering: et gennemgående mål for ældre borgere, der indgår i hverdagsrehabilitering, er at generhverve den funktionsevne, de havde, før deres funktionsevne blev nedsat. Ønsket om at kunne genvinde sine tidligere færdigheder kan betragtes som en generel motivationsfaktor. Det samme gælder ønsket om at kunne leve sit liv uafhængigt af hjælp fra andre i daglige aktiviteter, så man ikke skal tilrettelægge sin hverdag efter, hvornår der kan komme nogen og give hjælp. Ønsket om uafhængighed retter sig først og fremmest mod den personlige pleje, mens ønsket om uafhængighed er mindre udbredt og ikke så stærkt, når det gælder fx rengøring. Ønsket om uafhængighed er mest udtalt blandt ældre borgere, som ikke i forvejen får hjælp fra den kommunale hjemmepleje, når de bliver tilbudt hverdagsrehabilitering, mens borgere, der i forvejen modtager hjælp, har vænnet sig til hjælpen og har mindre tro på at kunne klare sig uden. Særligt enlige med få sociale kontakter sætter endvidere pris på kontakten med de professionelle. Ældre borgeres egen vurdering af deres helbred og kræfter har betydning for troen på, at man vil være i stand til at udføre daglige opgaver selv. Troen på at kunne genvinde (nogle af) sine færdigheder og dermed motivationen for hverdagsrehabilitering er størst blandt ældre borgere, der har været udsat for pludselig sygdom eller uheld og mindre hos ældre borgere med en fremadskridende sygdom. I nogle tilfælde har borgere efter pludselig sygdom eller uheld brug for en periode, hvor de kommer til kræfter, inden de har overskud til aktivt at medvirke i hverdagsrehabilitering. I nogle tilfælde – og formodentlig typisk ved en fremadskridende funktionsnedsættelse – knytter borgerne deres nedsatte funktionsevne til en høj alder, og ud fra dette perspektiv ser de ingen mening med en rehabiliterende indsats, hvis opfattelsen er den, at man ikke kan løbe fra sin alder. Viljestyrke er nævnt som en faktor, der har betydning for ældre borgeres engagement i et rehabiliteringsforløb. Det er imidlertid uklart, om viljestyrke er en personlig egenskab, eller om viljestyrken er formet af forventninger fra omgivelserne. Ældre borgere skal opfatte det som meningsfuldt at gennemføre hverdagsrehabilitering. Det vil sige, at de skal kunne se formålet med forløbet og have en forventning om, at hverdagsrehabilitering kan bidrage til, at de bliver bedre til at udføre aktiviteter, opgaver eller funktioner, som de anser for vigtige i deres liv. Krav til de professionelle: hvis en borger som udgangspunkt ikke finder det meningsfuldt at deltage i hverdagsrehabilitering, er det de professionelles opgave at afdække borgerens potentiale for rehabilitering, og – i den udstrækning potentialet vurderes at være til stede hos borgeren – at gøre det meningsfuldt for borgeren at gennemføre hverdagsrehabilitering. Det har betydning for resultatet af hverdagsrehabiliteringen, at de professionelle inddrager borgeren i at fastsætte mål for rehabiliteringen, og at målene afspejler, hvad borgeren finder vigtigt. Det er samtidig vigtigt, at borgeren er informeret om, hvilken ydelse de bliver tilbudt, når de henvender sig om hjælp, indholdet af hverdagsrehabiliteringen, og hvad den skal føre frem til. Dette skal ske på et tidspunkt, hvor borgeren er i stand til at håndtere informationen og sætte realistiske mål. Det har endvidere betydning for ældre borgeres deltagelse i hverdagsrehabilitering, at de professionelle behandler borgeren og dennes vurdering med værdighed og respekt. En frugtbar og tillidsfuld relation mellem borger og professionel kan bidrage til ældre borgeres medvirken i hverdagsrehabilitering, ligesom de professionelle må udvise indlevelse i og empati for borgeren og dennes situation. En god menneskelig relation og tillid mellem borger og professionel kan bidrage til borgerens tilskyndelse til at følge den professionelles instruktioner. Fremmende og hæmmende forhold for deltagelse: alt i alt peger tidligere undersøgelser på, at følgende bidrager til at fremme ældre borgeres deltagelse i hverdagsrehabilitering: • et ønske om at genvinde tidligere færdigheder og leve et liv uafhængig af hjælp fra andre • at nedsat funktionsevne er en konsekvens af en pludselig indtruffet begivenhed • viljestyrke til at genvinde tidligere færdigheder • borgeren har en forståelse for formålet med hverdagsrehabilitering • borgeren er inddraget i at formulere mål for hverdagsrehabilitering • de fastlagte mål er tilpasset borgerens kræfter og ønsker • de professionelle i hverdagsrehabilitering udviser indlevelse og empati for borgeren og dennes situation • en god menneskelig relation og tillid mellem borger og professionel. Tidligere undersøgelser peger på, at følgende hæmmer ældres deltagelse i hverdagsrehabilitering: • manglende tro på egne kræfter til at udføre daglige aktiviteter • fremadskridende nedsat funktionsevne • borgeren har tilpasset sig til at få hjælp • borgeren vurderer, at nedsat funktionsevne er en konsekvens af høj alder • formålet med hverdagsrehabilitering er uklart for borgeren • et ønske om at bruge kræfter på sociale og kulturelle aktiviteter frem for husligt arbejde. | |
