| dc.description.abstract | Hverdagsrehabilitering er i dag et tilbud, som danske kommuner har til borgere, som henvender sig om hjælp, og som vurderes til at have rehabiliteringspotentiale. Ældre Sagen henvendte sig til KORA om at gennemføre en undersøgelse, der kunne belyse og give en forstå- else af ældre borgeres oplevelse af hverdagsrehabilitering. Formålet med projektet har været at undersøge, hvordan hverdagsrehabilitering er i overensstemmelse med forventninger, ressourcer og behov blandt ældre borgere; hvad der virker fremmende og hæmmende for deltagelse, samt hvordan borgerne har følt sig inddraget i beslutninger om og planlægning af deres hverdagsrehabiliteringsforløb. Sigtet har været, at resultaterne kan bidrage med borgernes perspektiv til udvikling af hverdagsrehabilitering i kommunerne. Hverdagsrehabilitering i de deltagende kommuner: undersøgelsen er gennemført i tre kommuner: Hørsholm, Svendborg og Vejen. Organiseringen af hverdagsrehabilitering er forskellig i de tre kommuner, men der er visse fællestræk. Visitationen tager stilling til, om en borger har rehabiliteringspotentiale og henviser i givet fald borgeren til en rehabiliteringsterapeut/et rehabiliteringsteam. Er visitator i tvivl om, hvorvidt en borger har rehabiliteringspotentiale, kan en terapeut blive bedt om at udrede borgerens potentiale. I alle kommuner er princippet, at borgerne skal tage imod tilbuddet om hverdagsrehabilitering, eventuelt i form af en afprøvning af deres funktionsevne i daglige aktiviteter, for at få tilbudt hjælp. Borgere, der er vurderet til at have et behov, som berettiger til hjælp, efterlades dog ifølge kommunerne ikke uden hjælp. Hverdagsrehabilitering består i at vejlede og øve med borgeren i selv at udføre daglige aktiviteter og i nogle tilfælde instruere borgeren i at udføre lettere fysiske øvelser. Kommunernes fokus er, at borgerne styrker deres selvhjulpenhed i aktiviteter, som kommunerne visiterer ydelser til. Hverdagsrehabilitering er en midlertidig indsats, og behovet for eventuel varig hjælp vurderes først, når det vurderes, at indsatsen ikke kan forbedre borgerens funktionsevne yderligere. Ældre borgere i undersøgelsen: målgruppen for undersøgelsen har været ældre borgere, som har henvendt sig til kommunen om praktisk bistand eller personlig pleje, og som er blevet tilbudt hverdagsrehabilitering. I alt 35 ældre borgere er blevet interviewet fordelt på de tre kommuner. Vi har desuden gennemført fokusgruppeinterview med relevante kommunale medarbejdere og ledere i hverdagsrehabilitering samt inddraget skriftligt materiale om hverdagsrehabilitering i de tre kommuner. De interviewede ældre har på interviewtidspunktet været forskellige steder i deres hverdagsrehabiliteringsforløb. Borgerinterviewene foregik i borgerens eget hjem og varede mellem 30 og 90 minutter. De omhandlede baggrunden for, at borgeren søgte om hjælp, visitationssamtalen og inddragelse i beslutninger, kontakten med medarbejdere fra kommunen og oplevelsen af samarbejdet, tryghed ved at få den fornødne hjælp, ønsker til og tro på at blive selvhjulpen, andre typer af hjælp, borgerens hverdagsliv og borgerens sociale baggrund i form af uddannelse og tidligere erhverv. Interviewpersonerne fordeler sig i alderen 64-92 år, og kønsfordelingen er 13 mænd og 22 kvinder. 22 af interviewpersonerne boede alene, mens 13 boede sammen med en ægtefælle. De ældre borgeres sociale baggrund er bredt sammensat. Forløbene op til, at borgerne har fået tilbudt hverdagsrehabilitering, har været af forskellig karakter. Fælles for hovedparten har været, at en pludselig begivenhed er opstået, som har medført (nyt) behov for hjælp. Hovedparten af de 35 ældre borgere har modtaget hverdagsrehabilitering efter indlæggelse på et sygehus. Syv borgere var blevet revisiteret, dvs. var kendte i systemet, mens de resterende ikke havde hjælp op til hændelsen, der udløste hverdagsrehabilitering. 13 af de ældre modtog på interviewtidspunktet ikke længere hjælp fra kommunen. Kun fem modtog stadig hjælp i samme omfang, som de var visiteret til i begyndelsen. Ingen af de interviewede borgere var borgere, som i forvejen fik hjælp, og hvis situation var uforandret, men som var blevet henvist til hverdagsrehabilitering på baggrund af en ny vurdering af mulighederne for rehabilitering. Oplevelser af et tilbud om hverdagsrehabilitering i denne gruppe kan undersøgelsen således ikke bidrage med. Samspillet mellem borgere og personale: for størstedelen af de ældre borgere er visitationen til hjælp forløbet uden problemer. De har typisk fået bevilget forholdsvis meget hjælp efter hjemkomsten fra sygehus og har støttet sig til personalets vurderinger. Forløbet er ofte startet som traditionel hjemmehjælp, hvor de har fået hjælp til opgaver, som de ikke selv har kunnet klare. Først undervejs er de ældre blevet bevidste om, at hjælpen gives efter principper om hverdagsrehabilitering, hvor behovet og hjælpens omfang vurderes løbende. Der er også ældre, som har oplevet, at vurderingen af hjælpens indhold basereres på en konkret afprøvning af, hvad de kan. Det har eksempelvis været tilfældet ved behov for hjælp til rengøring. Vurderingen har været suppleret med vejledning i, hvordan borgeren bedst muligt kan håndtere aktiviteten. For nogle ældre borgere har denne afprøvning været svær at forstå i en situation, hvor de selv har oplevet behov for hjælp, og de har derfor oplevet afprøvningen som mistillid eller manglende respekt over for deres egen vurdering af behov. De interviewede ældre udtrykker, at de kender til den generelle målsætning for hjælpen, nemlig at man skal klare mest muligt selv. Samtidig giver de udtryk for, at de ikke ved, om der findes en plan eller et mål for deres eget hverdagsrehabiliteringsforløb. Typisk tager de ældre borgere mere del i planlægningen af hjælpen i løbet af hverdagsrehabiliteringen, da de først senere i forløbet opdager, hvad hverdagsrehabilitering går ud på. Vejledning og støtte, herunder også konkret træning, fra medarbejderne opleves generelt som brugbart og konstruktivt. Derimod opleves det, at personalet kun ”kigger på”, hvordan den ældre udfører forskellige aktiviteter, forskelligt af de interviewede ældre. Flere kan med tiden se, at det giver mening og er til deres eget bedste, mens andre oplever det som ubehagelig kontrol og overvågning. De ældre borgere møder mange forskellige medarbejdere i forbindelse med hverdagsrehabilitering. Generelt lægger de interviewede ældre vægt på, at egen indsats og positiv indstilling over for personalet er af stor betydning for, at relationen til personalet i hverdagsrehabiliteringsforløbet bliver konstruktiv. Der tegner sig et billede af, at den ”gode” ældre i hverdagsrehabilitering er imødekommende og klar til at gøre en indsats for til gengæld at få ros fra personalet. En anden relation til personalet synes at være præget af taknemmelighed ved overhovedet at modtage hjælp og accept af, at hjælpen gradvis reduceres undervejs. Vi har i interviewene derudover identificeret en tredje type relation til personalet præget af skepsis over for personalets handlemåde, såsom vedvarende vurdering af den ældres kunnen og opfordring til at gøre tingene selv. Hovedparten af de ældre borgere beskriver gennemgående personalet som flinke, hjælpsomme og dygtige, og flere fortæller om personlige forhold til udvalgte medarbejdere. Der er imidlertid også ældre borgere, som er kritiske over for personalets nye fremfærd, der opleves som et ubehageligt pres, og de efterlyser mere hensyntagen til, at ældre, som er afhængige af andres hjælp, befinder sig i en sårbar position med behov for omsorg. Ældres forventninger og oplevede udbytte: der tegner sig i interviewmaterialet et billede af, at ældre borgere i høj grad ønsker støtte til at blive mest muligt selvhjulpne i dagligdagens nære aktiviteter som fx personlig hygiejne, mobilitet (i hjemmet) og at kunne bestemme deres egen dagsrytme. De ønsker i så vid udstrækning som muligt at genvinde de færdigheder, som de havde, før deres funktionsnedsættelse opstod. Selvhjulpenhed og uafhængighed tillægges stor betydning, men er størst, når det drejer sig om aktiviteter i forbindelse med personlig hygiejne, og mindre, når det drejer sig om praktiske opgaver som rengøring. Nogle ældre borgere fortæller, at deres nuværende helbredssituation sætter grænser for, hvor høj en grad af selvhjulpenhed de kan opnå. Enkelte andre oplever det som et pres at skulle leve op til et ideal om selvhjulpenhed, mens de er i en sårbar situation, og nogle få ældre har svært ved at se, hvordan de skal kunne blive mere selvhjulpne. Størstedelen af de ældre i vores materiale har oplevet en akut funktionsnedsættelse, og en del af dem må som følge af en spontan bedring forventes at genvinde kræfter og færdigheder. For dem har hverdagsrehabilitering medvirket til, at de er blevet støttet og opfordret til at komme i gang hurtigere, end de måske havde gjort på egen hånd. Hovedparten af de interviewede ældre har oplevet, at de er blevet mere selvstændige og selvhjulpne i dagligdagens aktiviteter gennem vejledning og støtte, samt i nogle tilfælde at få hjælpemidler, som bidrager til at øge graden af selvhjulpenhed. Nogle enkelte borgere oplever ikke at have fået et udbytte af at deltage i hverdagsrehabilitering. Heller ikke alle de tretten borgere, som ikke længere modtager hjælp, er igen blevet selvhjulpne. I nogle tilfælde er det en rask ægtefælle, som overtager opgaven med at yde hjælp til personlig hygiejne og forflytninger. De fleste interviewede ældre har følt sig trygge ved den hjælp og støtte, de har modtaget. Det har bl.a. givet tryghed, at medarbejderne har været til stede og giver vejledning, de første gange borgeren skulle forsøge at udføre nogle aktiviteter selv, samt at der har været nogen, der kunne se til de ældre borgere, mens de var i en skrøbelig tilstand og usikre efter akut sygdom. For enkelte borgere med få sociale kontakter har det været svært at forestille sig at skulle undvære kontakten med hjemmeplejen, og af den grund ønsker de ikke selv at overtage (alle) de opgaver, som medarbejderne udfører hos dem. Medarbejdernes konstante vurdering af, hvad borgerne selv kan klare, bidrager til at skabe utryghed hos nogle borgere med hensyn til, hvilken hjælp man kan forvente på kort og længere sigt. Motiver for deltagelse: ønsket om at klare sig selv og være uafhængig af hjælp har været en af de gennemgående drivkræfter for deltagerne i hverdagsrehabilitering. Det synes at være en grundlæggende holdning blandt de interviewede ældre, at, når man kan, så skal man klare sig selv. Ønsket om at klare mest muligt selv kan ses som en kombination af at kunne fortsætte en tilværelse så tæt som muligt på den, man har været vant til, og en tilpasning til omgivelsernes forventninger til, at borgerne er selvhjulpne. Undersøgelsen peger i retning af, at social baggrund i form af uddannelse og tidligere erhverv ikke i sig selv har afgørende betydning for borgernes ønske om at klare sig selv mest muligt og for oplevelsen af hverdagsrehabilitering. Det kan opleves forstyrrende med for mange daglige besøg fra hjemmeplejen, hvorfor nogle ældre borgere bestræber sig på at klare personlig hygiejne selv. Der er også ældre borgere, som har den indstilling, at det er vigtigt at holde sig i gang ved at klare daglige aktiviteter selv. For nogle bunder det i, at de gennem det meste af livet har haft en aktiv livsstil og anser fysisk aktivitet som gavnligt for helbredet. Samtidig er der også borgere, der ikke synes, at helbredet giver mulighed for at blive mere selvhjulpen. De har tilpasset sig til at skulle have hjælp og forklarer, at de med deres alder ikke kan forvente at komme til at klare flere ting selv. Nogle borgere oplever smerter eller svigtende kræfter som en begrænsning på det daglige aktivitetsniveau. Endelig er der borgere, som finder det rimeligt at få hjælp, fordi de selv har vanskeligt ved at udføre daglige aktiviteter eller for ikke at belaste en rask ægtefælle, som i forvejen har påtaget sig flere arbejdsopgaver i hjemmet end tidligere. De fleste interviewede ældre har oplevet det som opmuntrende, når medarbejderne er positive og giver ros og vurderer, at kommunens medarbejdere har været en god støtte. Medarbejdernes faglige kompetencer og den vejledning, medarbejderne har givet, nævnes også som betydningsfuld af de interviewede borgere. Der er imidlertid også borgere, som oplever, at medarbejderne har presset dem for meget, og føler det provokerende at blive ”overvåget”. En konsekvens af at skulle præstere at udføre forskellige aktiviteter i en situation, hvor borgerne ikke kan, hvad de gerne ville, kan ifølge tidligere undersøgelser være en oplevelse af utilstrækkelighed. Det kan endvidere opleves som demotiverende, hvis medarbejderne ikke udviser tilstrækkelig omsorg for borgerens mentale og fysiske tilstand. Blandt svækkede ældre borgere, som har en ægtefælle, har hjælp og støtte fra ægtefællen haft stor betydning for de svækkede ældres mestring af sygdom og nedsat funktionsevne. Andre pårørende i form af familie, venner/veninder og naboer har desuden på forskellig vis ydet hjælp og støtte i forbindelse med de ældre borgeres sygdom og funktionsnedsættelse. Denne hjælp og støtte har haft en positiv betydning for, at borgerne har kunnet håndtere den situation, de er kommet i, samt bruge kræfter på helt eller delvist at genvinde deres funktionsevne. Hovedpunkter og konklusioner: denne undersøgelse har bidraget med øget indsigt i ældre borgeres perspektiv på at deltage i hverdagsrehabilitering. De ældre i undersøgelsen har været bredt sammensat med hensyn til demografiske karakteristika og social baggrund i form af tidligere erhverv og uddannelse. Undersøgelsen viser, at hverdagsrehabilitering er mange ting og ældre borgere med forskellige ressourcer og behov kan dermed opfatte tilbuddet som relevant. Det har været en grundlæggende holdning blandt de interviewede borgere, at når man kan, så skal man klare sig selv. Dette bidrager til at gøre det meningsfuldt for borgerne at forsøge at genvinde mistede færdigheder, når man har været ude for en begivenhed, der har nedsat funktionsevnen i daglige aktiviteter. Der er imidlertid også borgere, som oplever det frustrerende vedvarende at blive udsat for en tilskyndelse fra medarbejdere til selv at forsøge at klare daglige aktiviteter. Det er således en udfordring for medarbejderne i samspil med borgerne at finde balancen mellem at tilskynde til selvhjulpenhed og at yde den fornødne støtte til at udføre de daglige aktiviteter. Det handler i mange tilfælde om, at medarbejderne indlever sig i og udviser empati for borgeren og på denne måde bidrager til at opbygge en frugtbar og tillidsfuld relation. De interviewede ældre giver udtryk for, at de ikke ved, om der findes en plan eller et mål for deres eget hverdagsrehabiliteringsforløb. Det er imidlertid i flere tilfælde uproblematisk for borgerne. Men der er også borgere, som udtrykker bekymring for, hvilken hjælp de kan regne med fremover, fordi de ikke kender til de konkrete mål. Såvel borgere som medarbejdere i hverdagsrehabilitering har i undersøgelsen haft fokus på, at borgerne bliver mere selvhjulpne i daglige aktiviteter i de nære omgivelser, herunder at forbedre mobiliteten. Set fra borgernes side kan dette forekomme naturligt, da de har fået kontakt med kommunen på grund af et behov for hjælp til aktiviteter i hverdagen og næppe tænker på hjælp fra kommunen til fx at deltage i sociale aktiviteter. Der er imidlertid eksempler på, at borgere har fået støtte til at træne i at komme omkring i nærmiljøet, og der er eksempler på borgere, som har savnet sociale kontakter. Som forudsat i lovforslaget om rehabiliteringstilbud kan der altså være grund til at have større opmærksomhed på borgernes behov for støtte på grund af nedsat psykisk og social funktionsevne. I undersøgelsen er der borgere med et begrænset socialt netværk, som sætter pris på den sociale relation til medarbejderne, og for hvem besøgene fra de kommunale medarbejdere er tryghedsskabende. Hvis der er borgere, som kommunen vurderer ikke længere er berettiget til hjælp, men som ikke er helt trygge ved at være overladt til sig selv, er der således brug for at etablere alternative tryghedsskabende tilbud. Som i tidligere undersøgelser peger ældre borgere i denne undersøgelse på, at en positiv indstilling og godt humør blandt medarbejderne kan give dem mod til at komme over konsekvenserne af den akutte sygdom eller det uheld, de har været ude for. Endvidere kan tilskyndelser og ros fra medarbejderne bidrage til, at borgere fortsat bestræber sig på at udføre forskellige aktiviteter. Endelig er der borgere, som tilkendegiver, at medarbejdere har givet god vejledning til, hvordan borgerne har kunnet udføre forskellige aktiviteter på trods af en funktionsnedsættelse. Der er borgere, som oplever det som ydmygende og udtryk for manglende respekt, at medarbejdere skal vurdere, hvad de selv kan klare, ved at observere, at borgerne udfører aktiviteterne. Når der er behov for en sådan udvidet bedømmelse ved visitation, må den således udføres på en måde, så borgeren bevarer sin værdighed og har forståelse for fremgangsmåden. Nogle borgere oplever, at kommunens medarbejdere konstant overvåger, hvad borgerne selv kan klare, eller hvad de måske selv kan klare. Det bidrager til at skabe en utryghed hos borgeren med hensyn til, hvilken hjælp man kan regne med på kort og længere sigt. Mange ældre borgere, som har besvær med at udføre daglige aktiviteter, har således brug for vished om, hvilken hjælp de har i morgen, i næste uge og i næste måned. Der er endelig borgere i hverdagsrehabilitering, som ophører med hjælp fra kommunen, fordi en rask ægtefælle overtager opgaven med at yde hjælp til personlig hygiejne, forflytning o.l. Det er således ifølge tidligere undersøgelser et spørgsmål om at være opmærksom på et behov for støtte og aflastning af den raske ægtefælle, så denne ikke bliver overbelastet. | |
